Vi får det til at spille
Tonerne fra klaver, trommer og bas blander sig med vokalen – og der er dyb koncentration i lokalet. Musik er et af de fagtemaer du kan vælge på PGU’en i Vejen. Men hvad er det musikken kan? Vi har taget en snak med Jan, der er underviser på fagtemaet.
“Vi arbejder både med sammenspil, individuel træning på instrumenter og musikteori. Det handler både om at træne samarbejde og lære hvordan man “spiller” med i en gruppe.
Fx når vi skal finde ud af hvad der skal spilles. Vi har jo alle forskellig musiksmag – og vi spiller på forskellige niveau. Her skal vi sammen finde ud af hvad der giver mening – både for fællesskabet og for hver af eleverne. Når man spiller sammen, så bliver man nødt til at følge den fælles rytme, koncentrerer sig om at følge de andre instrumenter og da vi alle har en interesse i at få et godt resultat er musikken “verdens bedste gruppearbejde”. Og dét er vigtige skills for vores unge mennesker” fortæller Jan, der underviser på linjen.
Og han fortsætter; “Det at spille på et instrument kræver fokus, træning og disciplin – det kommer ikke af sig selv. Det kan til gengæld læres i dit tempo og du kan starte på det niveau hvor du er. Og du kan ret hurtigt få akkorder på bas, så du kan være med til at spille i en gruppe. Du får både medbestemmelse og du skal tage ansvar. Det giver så god mening for vores unge, der ofte har udfordringer med det mentale, sociale eller boglige. Her kan de få en succesoplevelse.”
Det praktiske musiske suppleres af basal musikteori og nodelære, hvor vi tager afsæt i de numre vi spiller. Her kan man sagtens tænke andre fag ind fx tekster/dansk/historie, rytme/matematik og så giver fagene bare bedre mening og bliver relevante for eleverne.
“Vi tager derudover ud og spiller koncerter og jobs. Vi har fx spillet på en festival i Vejle og ellers bliver vi tit spurgt om mindre koncerter. Det er godt at komme afsted sammen, at vi har en deadline og noget at øve os hen imod. Det giver også eleverne en forståelse af hele processen fra øvelokale til scene fx den tekniske del og performance. Mange har aldrig prøvet eller turdet stå på en scene – men når vi er en gruppe sammen og publikum klapper, så er det en oplevelse og et boost til selvtilliden” forklarer Jan videre.
Eleverne skal ikke til en klassisk eksamen. De skal løbende arbejde med deres portefolio, hvor de samler billeder fra koncerter, optagelser fra øvelokalet, noder og tekster. Det skal de præsentere og formidle – det giver eleverne en bevidsthed om, at de udvikler sig og hvilke kompetencer de lærer ud over at lære at spille på et instrument.
Musikbranchen kan være udfordrende – og det er heller ikke nødvendigvis målet. Men musik kan meget mere. Dels er der jo mange der også spiller i fritiden, er med backstage – og dét at gå på fagtemaet Musik og Kunstproduktion, er meget og andet end dét “at blive til noget ved musikken” – det handler om at finde og blive sig selv via musikken.
Læs mere om Musik her >