Skip to main content

EGU-erfaring bliver til merit for Majken

Majken er 25 år og har været EGU-elev på Olivenhaven Plejecenter i Kolding. Her har hun sin daglige gang i køkkenet, hvor hun laver mad til beboerne og særligt sætter en ære i at trylle flotte lagkager frem, når de ældre har fødselsdag.

For Majken betyder det meget, at maden både smager godt og ser indbydende ud – og at måltiderne er med til at skabe glæde i hverdagen.

Hun har været EGU-elev i mere end to år, og den erfaring kan nu omsættes direkte til merit. Når Majken starter på ernæringsassistentuddannelsen på Syddansk Erhvervsskole, kan hun nemlig korte uddannelsen ned med et halvt år på grund af sin EGU-baggrund.

Inden da afslutter hun sin EGU-uddannelse med en niveau 3-prøve, hvor hun laver en portefølje med særligt fokus på smørrebrød. Hvis alt går efter planen, begynder Majken på uddannelsen som ernæringsassistent i januar 2026 – godt rustet med både praksiserfaring, faglig stolthed og mod på næste skridt.