Handel og kundeservice er for alvor skudt i gang. Der er indgået en aftale med Bilka i Kolding, hvor eleverne deltager i aktiviteter hver onsdag og fredag – sammen med underviser Susanne.
Lige nu er eleverne i gang med at trimme i frosten, og de nyder at være en del af hverdagen i Bilka. Det giver tempo, ansvar og kontakt med kunderne – og en tydelig oplevelse af at være en del af en større arbejdsplads.
Ifølge Susanne sker der noget særligt, når eleverne får Bilka-trøjen på. De bærer den med stolthed og går til opgaven med engagement. Oplevelsen af at være en del af noget større styrker både deres mod og deres faglige udvikling.
Stacia fortæller, at det er sjovt at være i Bilka, og at hun har fået lov til langt flere opgaver, end hun havde forestillet sig. Tobias havde på forhånd troet, at det ville være grænseoverskridende at hjælpe kunder – men i dag oplever han det som naturligt. Han kender butikken godt og føler sig tryg i rollen.
Samarbejdet med Bilka giver eleverne værdifuld erfaring med kundeservice, ansvar og samarbejde – kompetencer der rækker langt ud over butikken.