Skip to main content

Fra angst til landmandsdrøm

Mød sejeste Karla på 17 år, som lige nu nyder sit liv som EGU-elev ved Schellerup Mælk i Holsted. Karla har i mange år kæmpet med angst, som har betydet, at hun ikke har gået i skole i flere år. Derfor var tanken om at skulle tilbage på skolebænken heller ikke det, der trak mest. I stedet startede Karla i praktik ved gårdejer Simon, som viste sig at blive et vendepunkt. 

Fandt tryghed i dyrene
Karla blev i sin praktikperiode mere og mere tryg ved at være på gården, tryg ved arbejdet og tryg ved især dyrene, som hun elsker og det kan mærkes. Det viser sig nemlig, at Karla har et særligt instinkt, der gør, at hun kan se, om køerne har det godt, eller om der er behov for behandling. Det har haft en tydelig effekt på gården, hvor dødeligheden blandt dyrene i dag er tæt på 0%. Og hvis du skulle være i tvivl, så har Karla selvfølgelig også fundet sin yndlings ko, nemlig Gerda – som ses på billedet. 

Imens Karla arbejder på gården, er hun også i gang med at tage sin afgangseksamen i dansk og matematik. Karla er et fremragende eksempel på, at vejen til drømmen ikke behøver være lige. Nogle gange skal man bare finde det sted, hvor man hører til – og så selvom man ikke selv troede, det var muligt. Det er solskinshistorier som denne, der driver os.