PGU hjalp Amin henimod sin drøm på trods af hash og ADHD

Amin gik i almindelig folkeskole frem til 7. klasse. Men han kedede sig tit og blev ofte smidt uden for døren. Lærerne syntes, han larmede og var urolig. I 6. klasse fik Amin en diagnose: ADHD. Medicinen, han fik, kunne han ikke lide. Den gjorde ham til en anden, end han var, syntes han. Så han lod være med at tage den.

En dag i 8. klasse tog han fat i en lærer under en diskussion. Ikke noget vildt, syntes han – men han blev smidt ud af skolen. Derefter kom Amin på en specialefterskole, hvor han afsluttede 9. klasse.

Efter specialefterskolen startede Amin på kokkeuddannelsen, da han godt kunne tænke sig et job med gang i den og en afvekslende arbejdsdag. Han droppede dog hurtigt ud, da han havde højt fravær og ikke var motiveret for skolearbejdet.

Amin og hans mor var efterfølgende løbende i kontakt med en vejleder om, hvad han kunne tænke sig af job eller uddannelse, men der var ikke rigtig noget, som interesserede ham. Da han fyldte 18 år, søgte han om uddannelseshjælp hos kommunen og fik samtidig et uddannelsespålæg af jobcentret. Hans kommunale vejleder lagde mærke til, at Amin talte en del om at træne. Så han skaffede ham virksomhedspraktik i et fitnesscenter.

Det gik godt i praktikken, og Amin var glad for at være på en rigtig arbejdsplads. Chefen kunne lide ham, og han kunne bruge sin krop. Efter et par måneder lukkede fitnesscenteret, og praktikken blev afbrudt.

Den kommunale vejleder, Amin og Amins mor blev enige om, at han skulle begynde på FGU på produktionsgrunduddannelsen (PGU). Vejlederen mente, at det ville passe perfekt, for det kunne være første skridt mod at tage fitnessuddannelsen på en erhvervsskole. Det kunne Amin faktisk rigtig godt tænke sig.

I dag er Amin 19 år og går på PGU med fokus på sundhed og ernæring. Amin føler, at det går rigtig godt. Og hans kontaktperson har fundet et ADHD-kursus, som han kan tage sideløbende med PGU. Det hjælper ham, synes han.