39 år i gear – Jens siger farvel til værkstedet og eleverne FGU juni 2025
Efter næsten fire årtier med olie på fingrene, unge i udvikling og et værksted som sit andet hjem, går Jens snart på pension. Han har været med hele vejen – fra dengang produktionsskolen lå i Rødding, gennem sammenlægninger og flytninger, til i dag, hvor FGU-motorværkstedet stadig summer af liv, latter og læring.
”Jeg blev ansat i 1986 – jeg var 29 år og kom direkte fra Ribeegnen. Dengang boede vi nærmest på skolen. Eleverne boede her, og vi var 7-8 lærere, der også havde vores hverdag og hvernat på matriklen. Min kone og jeg boede der – det var som en stor familie, hvor man aldrig rigtig havde fri. Men det gav noget særligt,” fortæller Jens.
Fra værktøj til værdier
Jens startede som smed, men har altid arbejdet med biler. Da skolen blev lagt sammen med Lunderskov og flyttede til Grejs, fulgte hans motorværelse med – bogstaveligt talt. ”Jeg tror, jeg er i mit femte værksted, men med de samme værktøjer. Det handler ikke så meget om maskinerne – det handler om relationerne og rytmen.”
Og netop det med relationer er Jens’ benzin. Han taler om oktanpædagogik – et begreb, han selv bruger med glimt i øjet: ”Det handler om at skrue på relationerne, mens vi skruer på motoren. Det er, når vi står med hovedet nede i en bil og snakker om løst og fast, at vi kommer ind til kernen. Ingen lukkede kontordøre. Det er dér, hvor ægte samtaler opstår.”
”Vi starter motoren sammen”
Det er ikke alle unge, der trives i klasselokaler og systemer. Mange af dem, Jens har mødt, har haft brug for noget andet – noget mere jordnært og menneskeligt. ”De fleste af dem er det, vi før kaldte de udenforstående. Ikke dem, der blev valgt først til fodboldholdet. Men på værkstedet får de en ny chance. Her handler det ikke om at være verdensmester – det handler om at møde op, tage ansvar og få tillid. Det er som at starte en gammel motor: man skal måske give lidt gas, rense tændrørene og hælde olie på, før den begynder at spinde.”
Han understreger, at det ikke er de unge, der har ændret sig mest over årene. ”Folk siger, at de unge mistrives mere i dag, men det tror jeg ikke helt på. Dengang havde vi bare ikke alle de diagnoser. Vi sagde bare: han er lidt bøvlet, ham her. Men han skal også være her.”
Fra selvtvivl til selvtillid
Jens har haft mange elever gennem hænderne – og mange har vendt tilbage. ”Det sker, at de kommer forbi, mange år senere, og fortæller, at de har fået arbejde, bil, børn. Nogle af dem, jeg havde i starten, er tæt på de 60 nu. Jeg har også haft deres børn som elever. Så ved man, man har gjort noget rigtigt.”
Han ser ikke sig selv som en, der skal redde nogen. Men han håber, at eleverne går fra værkstedet med noget, der rækker ud over det faglige. ”Det vigtigste er måske, at de får tillid til voksne – og til sig selv. Vi kalder dem ofte distance-blendere, når de starter. De spiller smarte, men indeni er de usikre. Så må vi skrue dem fri af det ydre og finde frem til det indre gear.”
Og når de først har fået lov til at trille lidt rundt på værkstedet, begynder de fleste at spinde roligt og stabilt. ”De får lov til at køre en kundebil ud. I starten gør vi det sammen. Og hvis de lige rammer kantstenen, så snakker vi om det. Men de ved, at vi stoler på dem. Og så gør de sig umage.”
Værdier der holder hele vejen hjem
Jens har aldrig haft travlt med store armbevægelser. ”Vi snakker ikke ørerne af dem. Vi lytter. Og vi er her hver dag. Det betyder mere, end man tror. Mange af de unge har været vant til voksne, der skifter ud hele tiden. Men her er vi – dag ud og dag ind – med samme tilgang og samme holdning.”
Han nævner, at én elev engang ringede og fortalte, at han var blevet soldat – og at nogle af de værdier, Jens havde givet ham med, havde betydet noget. ”Det rammer. Det gør det. Og det er det, der gør det hele værd.”
Hvad så nu?
”Jeg er 68,5 og kunne egentlig trække mig tilbage,” siger Jens. ”Men jeg skal nok finde på noget. Jeg har gamle motorcykler, en bror med et værksted, børnebørn og et hus, hvor der altid er noget at skrue på. Og så glæder jeg mig til lidt mere tid. Jeg har lige været på Folkemødet – denne gang som pensionist sammen med konen. Det var fedt at være der uden at skulle noget.”
Men én ting kommer han til at savne. ”Eleverne. Der er intet som følelsen, når et nyt hold starter, og man tænker: hvordan skal det her gå? Og en måned senere, så kender vi hinanden. Den rejse – fra usikker til selvsikker – den kommer jeg til at savne. Den lyden, når motoren starter første gang. Det blik, når de opdager, at de kan noget.”
Tak for turen, Jens – og tak for at være motoren bag så mange menneskers udvikling
