Skip to main content

Forfatter: kreatour

FGU HAVEN – fra jord til bord

FRA JORD TIL BORD

Det spirer og gror og vokser for alvor i køkkenhaven på FGU Kolding. Bedene står tætte, og eleverne er i fuld gang med at luge, binde op og høste. Senest var Line nede mellem rækkerne for at plukke sorte bønner – og de røg direkte videre til vores køkkenelever.

Haven er nu et velfungerende læringsrum på ca. 1.000 m², hvor unge er med hele vejen: fra jord til tallerken. “Vi dyrker, høster og forarbejder – og dagens høst styrer menuen,” lyder det fra Line Ørskov Knudsen, der er kvinden bag projektet og har 12 års erfaring som selvforsyner. Køkkeneleverne tilbereder måltiderne ud fra, hvad haven leverer, så teori og praksis hænger sammen, og alle på skolen får glæde af grøntsagerne.

Undervejs bygger eleverne simple løsninger til vanding og opbevaring, anlægger nye bede og lærer at planlægge sæsonen. Resultatet er både håndværk, fællesskab og ro: et grønt frirum, hvor man kan fordybe sig – og se, at eget arbejde lander som velsmag på tallerkenen.

Læs videre

MUSIKLINJEN: Sammen finder vi melodien

Sammen finder vi melodien

På musiklinjen på FGU er instrumenter, stemmer og fællesskab i centrum. Her handler det ikke kun om at lære musikteori og øve skalaer, men i lige så høj grad om at lære at stå ved sig selv, være en del af et hold – og turde stå frem foran andre.

Line, der leder musiklinjen, er uddannet musikefterskolelærer og har mange års erfaring med at arbejde med unge og musik. Hun beskriver musiklinjen som noget særligt i forhold til FGU’s øvrige faglige linjer:

“Hvor mange af de andre linjer er tæt koblet til en bestemt branche eller uddannelse, er musiklinjen lidt en niche. Her handler det ikke nødvendigvis om, at eleverne skal blive professionelle musikere. Det handler om at bruge musikken til at træne grundkompetencer, man kan tage med sig videre i livet,” fortæller Line.

At være til stede – i musikken og i fællesskabet
Musiklinjen er et træningsrum, hvor eleverne øver sig i at indgå i et fællesskab. Når man spiller musik, kan man nemlig ikke melde sig ud eller “zone ud”.
“Man kan godt tage opvasken og drømme sig væk imens – men man kan ikke zone ud og spille musik. Når man synger eller spiller, kræver det tilstedeværelse. Man skal lytte til de andre og bidrage aktivt, ellers falder helheden fra hinanden. Det er en øvelse i at være nærværende, og det kan bruges på enhver arbejdsplads,” forklarer Line.

Derfor lærer eleverne ikke kun akkorder, rytmer og sammenspil, men også at tage ansvar – både for sig selv og for gruppen. De oplever, at det betyder noget, at netop de møder op: “Det er virkelig ikke ligegyldigt, om du kommer eller ej. Vi regner med dig, og du er en del af helheden,” siger Line.

En varieret hverdag med teori, øvetid og sammenspil
Undervisningen er bygget op omkring både teori og praksis. En gang om ugen er der musikteori, musikhistorie eller musikformidling, så eleverne får en bred forståelse af faget. Hver uge er der øvetid, hvor den enkelte elev skal fordybe sig i et instrument, en sang eller en opgave, og resten af tiden er præget af sammenspil og fælles projekter.

Nogle elever kommer med erfaring fra musikskoler eller talentlinjer, mens andre aldrig har haft et instrument i hænderne før. Line møder dem, hvor de er: “Det vigtigste er, at man forpligter sig på at ville være med. Og jeg skubber blidt på, så de fleste prøver kræfter med mere end ét instrument – men det er forskelligt, hvor meget de hver især kaster sig ud i.”

Fra øvelokalet til scenen
Når holdet er klar, tager musiklinjen ud og spiller koncerter. Sidste forår gav eleverne en række optrædener, som blev en stor oplevelse – både fagligt og personligt.

“Når eleverne står på en scene og mærker, at publikum lytter og anerkender dem, sker der noget særligt. Det giver en følelse af stolthed og værdi, som nogle måske ikke har oplevet så mange gange før. De vokser virkelig af det,” fortæller Line.

At forberede en koncert er også en vigtig øvelse: Der er deadlines, man skal øve, og der er praktiske opgaver som at bære forstærkere ud i bilen. “Det hele hænger sammen – du lærer, at tingene ikke kommer af sig selv. Det kræver indsats, og det er en erfaring, der er vigtig, uanset om du senere spiller musik eller arbejder et helt andet sted,” siger Line.

Vejen videre
For nogle elever fører musiklinjen til nye uddannelsesmuligheder som MGK (Musikalsk Grundkursus) eller andre kreative forløb. For andre bliver musikken en vigtig fritidsinteresse, mens de finder job eller går videre på en erhvervsuddannelse. Fælles for alle er, at de tager kompetencer med sig, der kan bruges i mange sammenhænge: ansvar, samarbejde og modet til at stå frem.

“Det er ikke et mål, at eleverne skal leve af musikken. For de fleste er det en hobby. Men de får noget med sig, som er langt vigtigere: evnen til at indgå i et fællesskab, lytte til andre og være til stede i en opgave. Det er grundkompetencer, man kan bruge hele livet,” slutter Line.

Læs mere om Musik og Kunstproduktion her >


DU ER 
VELKOMMEN



VI ER KLAR
TIL SNAK OG RUNDVISNING

Vi er vejledere på FGU Kolding & Vejen og vi er klar til at hjælpe dig med at finde din vej. Vil du vide mere om PGU, de forskellige fagtemaer og opleve vores værksteder, så er vi altid klar. 

KONTAKT FGU KOLDING: 
Jeanette, vejleder
tel: 5095 7007
mail: jeba@fgukoldingvejen.dk

KONTAKT FGU VEJEN: 
Karina, vejleder 
tel: 2223 1374
mail: kakj@fgukoldingvejen.dk

Hvis du er i tvivl, så kontakt FGU kontoret, så finder vi den vejleder, der passer til dig.
Ring 7550 1080 eller skriv til fgu@fgukoldingvejen.dk

Læs videre

Medieværkstedet: Hvis du var et logo …

Her lidt billeder fra arbejdet i Medieværkstedet fx nogle plakater en opgave fra sidst på foråret – se hvor seje de er blevet. 

Hvis du var et logo… ?

På Kommunikations- og Medieværkstedet på FGU arbejder eleverne lige nu med at finde ud af, hvem de er – og hvordan de kan udtrykke det kreativt. Forløbet begynder med en øvelse, hvor eleverne designer deres eget logo: Hvis jeg var et logo – hvilket logo var jeg så?

Arbejdet starter med tegninger, refleksioner over egne værdier og en introduktion til farvelære: Hvilke farver passer til mig – signalerer jeg advarsel, tryghed eller noget helt tredje? Logoet danner efterfølgende grundlag for et personligt visitkort, hvor eleverne samtidig lærer de første greb i programmer som Illustrator og Photoshop.

Undervisningen handler dog om mere end teknik. Den pædagogiske tilgang på linjen er, at eleverne først og fremmest skal have en god dag og opdage nye sider af sig selv. Som lærer Morten siger:

“Det vigtigste er, at eleverne har en god dag. Jeg kan sagtens stille faglige mål, men det handler i lige så høj grad om at give plads til forskellighed og hjælpe dem til at finde ud af, hvem de er.”

Hverdagen på linjen er varieret: Der er faste fag som dansk og matematik, kreative timer med tegning og billedkunst, og fælles aktiviteter om fredagen, hvor eleverne både gør rent, går ture og deltager i sociale arrangementer. Linjen tager også på udflugter – fx til Trapholt eller på “logojagt” i Kolding Storcenter, hvor eleverne opdager de visuelle signaler, vi alle er omgivet af til daglig.

For nogle elever bliver FGU en vej ind i en erhvervsuddannelse som mediegrafiker, for andre åbner den døren til HF, fotoskolen eller data- og kommunikationsuddannelser. Fælles for dem er nysgerrigheden, kreativiteten – og lysten til at udforske, hvordan man kan fortælle en historie gennem billeder, farver og design.

Her kan du læse mere om Kommunikations- og Medieværkstedet på FGU > 


DU ER 
VELKOMMEN



VI ER KLAR
TIL SNAK OG RUNDVISNING

Vi er vejledere på FGU Kolding & Vejen og vi er klar til at hjælpe dig med at finde din vej. Vil du vide mere om PGU, de forskellige fagtemaer og opleve vores værksteder, så er vi altid klar. 

KONTAKT FGU KOLDING: 
Jeanette, vejleder
tel: 5095 7007
mail: jeba@fgukoldingvejen.dk

KONTAKT FGU VEJEN: 
Karina, vejleder 
tel: 2223 1374
mail: kakj@fgukoldingvejen.dk

Hvis du er i tvivl, så kontakt FGU kontoret, så finder vi den vejleder, der passer til dig.
Ring 7550 1080 eller skriv til fgu@fgukoldingvejen.dk

Læs videre

Martin P Lindberg: Vi hjælper unge godt på vej

Vi hjælper gerne unge godt på vej

P-Lindberg er en moderne virksomhed med rødder i landbrug og industri – og med blik for unge på vej. Afdelingsleder Martin har gjort det til en del af hverdagen at give plads til EGU-elever:

“Jeg har altid villet hjælpe unge ind på arbejdsmarkedet. Allerede som ung mekaniker var jeg mentor for lærlinge. I dag har jeg to EGU-elever – og jeg sagde ja, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være.”

Eleverne bliver en del af holdet fra dag ét. De lærer ved at gøre, mærker tempoet i virksomheden og opdager, at deres indsats gør en forskel. “Gå ind i det med hjertet,” siger Martin. “Hvis hjertet ikke er med, skal du lade være.”

Målet er ikke kun faglighed – det er også dannelse. “Robusthed og mod,” som Martin formulerer det. “At kunne sige både tak og nej tak. De skal kunne sige fra over for en leder, der opfører sig som en idiot. Kend din værdi og dine grænser.”

EGU – kort fortalt
– Praktisk uddannelsesvej for unge, der lærer bedst i virkeligheden.
– Meget praktik i virksomhed + målrettet skole, der støtter hverdagen i praktikken.
– Individuelt tilrettelagte forløb med løbende optag og fast kontaktperson.
– Mål: job eller videre på en erhvervsuddannelse.

Vil I være med?
Få en motiveret ung kollega – vi hjælper med match, plan og papirarbejde. Så kan I være med til at gøre den lille forskel – der gør en KÆMPE forskel.

DU ER 
VELKOMMEN


VI ER KLAR TIL
EN SNAK

Vil du vide mere om EGU?  

KONTAKT VIRKSOMHEDSKONSULENT: 
Anita Sellebjerg
tel: 5095 7024
mail: anse@fgukoldingvejen.dk

Læs videre

Mød Thais der går på EGU

Fra skoletræt til børnehave

Det var et tilfældigt møde, der sendte Thais fra 10. klasse ind i EGU – og videre ind i hverdagen i Billingeland Børnehave, hvor han i 1,5 år har været den rolige, nærværende voksne med fiskestang og små ture i centrum. 

Det begyndte i Vejen Kommunes 10. klasse i 2023. En UU-vejleder kiggede forbi og fortalte om EGU. Samme dag blev Thais, hans lærer og forældre enige: Han trængte til en ny start uden for klasselokalet. “Jeg var træt af skolebænken og havde brug for luftforandring,” siger Thais.

I dag er han EGU-elev i Billingeland Børnehave på en kommunal plads – og har været det i halvandet år. Her er han den rolige, trygge voksen, børnene søger. Kollegaerne kalder ham nærværende; børnene kalder ham med, når der skal leges, læses eller bare findes ro. Thais tager gerne 3–4 ad gangen med ud, ofte ned til vandet med en fiskestang. “Det bedste er de små ture. Når vi er få, falder skuldrene, og snakkene kommer helt af sig selv.”

Hverdagen er konkret: hente og bringe, være med i garderoben, få små konflikter på plads, tænde bål, lave mad over gløder, spille bold, snitte pinde, gå på opdagelse i skoven. Han bruger naturen som læringsrum – små fællesskaber, hvor alle kan være med, og hvor tryghed gør modet større. Undervejs er Thais selv vokset: Han planlægger ture, tager ansvar for dagens rytme og spiller tæt sammen med pædagogerne.

EGU har givet ham retning, erfaring og tro på, at han er det rette sted. Næste skridt er klart: Thais går efter at søge ind på pædagogisk assistent med start i januar 2026.

“Jeg kan mærke, at det giver mening for mig – og for børnene.” slutter Thais.


Vil du være med?

Er du virksomhed/institution? Overvej en EGU-elev og få en motiveret ung kollega – vi hjælper med match, plan og opfølgning.

Er du ung? EGU er en praktisk vej til job eller videre uddannelse – med tæt støtte hele vejen.

DU ER 
VELKOMMEN


VI ER KLAR TIL
EN SNAK

Vil du vide mere om EGU?  

KONTAKT VIRKSOMHEDSKONSULENT: 
Anita Sellebjerg
tel: 5095 7024
mail: anse@fgukoldingvejen.dk

Læs videre

FGU NEWS – JENS TOFT

Olie og oktanpædagogik i 39 år – Jens siger farvel til værkstedet og eleverne

39 år i gear – Jens siger farvel til værkstedet og eleverne FGU juni 2025

Efter næsten fire årtier med olie på fingrene, unge i udvikling og et værksted som sit andet hjem, går Jens snart på pension. Han har været med hele vejen – fra dengang produktionsskolen lå i Rødding, gennem sammenlægninger og flytninger, til i dag, hvor FGU-motorværkstedet stadig summer af liv, latter og læring.

”Jeg blev ansat i 1986 – jeg var 29 år og kom direkte fra Ribeegnen. Dengang boede vi nærmest på skolen. Eleverne boede her, og vi var 7-8 lærere, der også havde vores hverdag og hvernat på matriklen. Min kone og jeg boede der – det var som en stor familie, hvor man aldrig rigtig havde fri. Men det gav noget særligt,” fortæller Jens.

Fra værktøj til værdier

Jens startede som smed, men har altid arbejdet med biler. Da skolen blev lagt sammen med Lunderskov og flyttede til Grejs, fulgte hans motorværelse med – bogstaveligt talt. ”Jeg tror, jeg er i mit femte værksted, men med de samme værktøjer. Det handler ikke så meget om maskinerne – det handler om relationerne og rytmen.”

Og netop det med relationer er Jens’ benzin. Han taler om oktanpædagogik – et begreb, han selv bruger med glimt i øjet: ”Det handler om at skrue på relationerne, mens vi skruer på motoren. Det er, når vi står med hovedet nede i en bil og snakker om løst og fast, at vi kommer ind til kernen. Ingen lukkede kontordøre. Det er dér, hvor ægte samtaler opstår.”

”Vi starter motoren sammen”

Det er ikke alle unge, der trives i klasselokaler og systemer. Mange af dem, Jens har mødt, har haft brug for noget andet – noget mere jordnært og menneskeligt. ”De fleste af dem er det, vi før kaldte de udenforstående. Ikke dem, der blev valgt først til fodboldholdet. Men på værkstedet får de en ny chance. Her handler det ikke om at være verdensmester – det handler om at møde op, tage ansvar og få tillid. Det er som at starte en gammel motor: man skal måske give lidt gas, rense tændrørene og hælde olie på, før den begynder at spinde.”

Han understreger, at det ikke er de unge, der har ændret sig mest over årene. ”Folk siger, at de unge mistrives mere i dag, men det tror jeg ikke helt på. Dengang havde vi bare ikke alle de diagnoser. Vi sagde bare: han er lidt bøvlet, ham her. Men han skal også være her.”

Fra selvtvivl til selvtillid

Jens har haft mange elever gennem hænderne – og mange har vendt tilbage. ”Det sker, at de kommer forbi, mange år senere, og fortæller, at de har fået arbejde, bil, børn. Nogle af dem, jeg havde i starten, er tæt på de 60 nu. Jeg har også haft deres børn som elever. Så ved man, man har gjort noget rigtigt.”

Han ser ikke sig selv som en, der skal redde nogen. Men han håber, at eleverne går fra værkstedet med noget, der rækker ud over det faglige. ”Det vigtigste er måske, at de får tillid til voksne – og til sig selv. Vi kalder dem ofte distance-blendere, når de starter. De spiller smarte, men indeni er de usikre. Så må vi skrue dem fri af det ydre og finde frem til det indre gear.”

Og når de først har fået lov til at trille lidt rundt på værkstedet, begynder de fleste at spinde roligt og stabilt. ”De får lov til at køre en kundebil ud. I starten gør vi det sammen. Og hvis de lige rammer kantstenen, så snakker vi om det. Men de ved, at vi stoler på dem. Og så gør de sig umage.”

Værdier der holder hele vejen hjem

Jens har aldrig haft travlt med store armbevægelser. ”Vi snakker ikke ørerne af dem. Vi lytter. Og vi er her hver dag. Det betyder mere, end man tror. Mange af de unge har været vant til voksne, der skifter ud hele tiden. Men her er vi – dag ud og dag ind – med samme tilgang og samme holdning.”

Han nævner, at én elev engang ringede og fortalte, at han var blevet soldat – og at nogle af de værdier, Jens havde givet ham med, havde betydet noget. ”Det rammer. Det gør det. Og det er det, der gør det hele værd.”

Hvad så nu?

”Jeg er 68,5 og kunne egentlig trække mig tilbage,” siger Jens. ”Men jeg skal nok finde på noget. Jeg har gamle motorcykler, en bror med et værksted, børnebørn og et hus, hvor der altid er noget at skrue på. Og så glæder jeg mig til lidt mere tid. Jeg har lige været på Folkemødet – denne gang som pensionist sammen med konen. Det var fedt at være der uden at skulle noget.”

Men én ting kommer han til at savne. ”Eleverne. Der er intet som følelsen, når et nyt hold starter, og man tænker: hvordan skal det her gå? Og en måned senere, så kender vi hinanden. Den rejse – fra usikker til selvsikker – den kommer jeg til at savne. Den lyden, når motoren starter første gang. Det blik, når de opdager, at de kan noget.”

Tak for turen, Jens – og tak for at være motoren bag så mange menneskers udvikling

Læs videre

FGU NEWS – HAVEN FRA ESBJERG

Spiselig have på vej – og alle giver en hånd med

På FGU er der gang i et særligt haveprojekt med navnet ‘Lad det gro’. Bag står Line – en ildsjæl med jord under neglene og en mission om at dele glæden ved at dyrke sin egen mad. Og eleverne? De er med hele vejen – også når det lugter lidt af hest.

Det, der før var en fodboldbane, er nu i fuld gang med at blive en spirende have fyldt med grøntsager, krydderurter og fællesskab. Projektet Lad det gro er startet af Line, som brænder for havearbejde og for at give den glæde videre til de unge.

“Det er godt nok et lortejob!” sagde en elev med et glimt i øjet, mens han stod midt i en stor bunke hestemøg. For ja – det kræver lidt møg og masser af arbejde at få haven i gang. Men det er netop det fysiske arbejde og samarbejdet, der gør det meningsfuldt.

Eleverne fra FGU-linjen Byg, Bolig og Anlæg har hentet mere end 15 ton hestemøg fra Cedergaard Rideskole. Fundamentet for haven er lagt – og det hele er gjort med skovle, greb og stærke arme.

Smurfit Westrock Kolding A/S har doneret to paller pap, som bliver brugt i haven, og takket være en god portion gåpåmod er det nu tydeligt, at en græsplæne ikke bare behøver være græs.

I haven spirer både mad og motivation – og det hele startede med en idé og en fodboldbane.

Læs videre

FGU NEWS – NIVEAU 3 PRØVEN

Stærke præstationer til niveau 3-prøven

Eksamensperioden er i fuld gang på FGU, og flere elever har i den seneste uge været til deres afsluttende niveau 3-prøve. Prøven markerer afslutningen på et fagligt forløb og viser, at eleven er klar til at tage næste skridt. For Laura og de øvrige elever blev det både en lærerig og styrkende oplevelse.

For Laura, der går på linjen Kommunikation og Medier, blev niveau 3-prøven en chance for at vise, hvad hun kan. Hendes prøveprodukt var en farverig og velkomponeret plakat til Fjordens Dag – og da hun mødte op til prøven, var hun hverken nervøs eller usikker.

”Det var en god oplevelse. Fordi jeg selv har lavet produktet og kender tankerne bag, så føltes det trygt at fortælle om det,” forklarer Laura. Til prøven fremlagde hun sine idéer og budskabet bag designet, og bagefter blev hun spurgt ind til både teknikker og den visuelle opbygning.

Laura er ikke alene. I samme uge har også Hjalte (Musisk og kunstnerisk produktion), Adrian (Industri-metal) og Victoria (Omsorg og sundhed) været oppe til deres niveau 3-prøve – og alle bestod med ros og selvtillid i rygsækken.

Niveau 3-prøven er afslutningen på et fagtema og et vigtigt pejlemærke for både faglig og personlig udvikling. Eleven forbereder og fremlægger et selvvalgt produkt, der viser deres kompetencer i praksis. Prøven bedømmes med udgangspunkt i både produkt og fremlæggelse – og det er tydeligt, at eleverne vokser med opgaven.

Vi ønsker Laura og alle de øvrige elever stort tillykke og held og lykke videre ud i uddannelse og arbejdsliv!

Læs videre

FGU NEWS – CASPER

Smag for fremtiden

Casper har altid haft interesse for madlavning, og med et kombinationsforløb i rygsækken er han nu blevet bekræftet i, at kokkevejen måske er den rette.

Som en del af sit EGU-forløb har Casper været på kombinationsforløb på kokkelinjen ved Hansenberg. Her har han fået lov til at dykke ned i gastronomiens verden – og det har været to lærerige uger.

“Det har været 14 fede dage,” fortæller Casper, som især har nydt at arbejde med smagssammensætninger og nye teknikker – også i forhold til vegetariske retter.

Formålet med kombinationsforløbet er at give eleverne et indblik i uddannelsesmulighederne og samtidig gøre dem klogere på deres egne interesser. For Casper har det givet mere klarhed: Mad og catering kunne sagtens blive hans fremtidige vej.

Læs videre

FGU NEWS – Handel og kundeservice

Nyt fagtema: Handel og Kundeservice åbner i Kolding

Interesserer du dig for butikker, kundekontakt og salg? Så er FGU’s nye fagtema måske noget for dig. Den 1. august slår vi dørene op.

Efter sommerferien starter et nyt fagtema i Handel og Kundeservice på FGU Kolding-Vejen – og underviser Susanne glæder sig til at tage imod elever med mod på at lære nyt i praksis.

Fagtemaet henvender sig til unge, der er nysgerrige på butiksliv, service og handel – både fysisk og online. Undervisningen bliver en kombination af teori og praksis med emner som kundetyper, markedsføring, butiksindretning, onlinehandel, økonomi og meget mere.

”Forløbet bliver virkelighedsnært – og vi har allerede kontakt til flere lokale virksomheder, hvor eleverne kan komme ud og prøve kræfter med opgaver fra den virkelige verden,” fortæller Susanne.

Der bliver arbejdet med alt fra kunderejser til vareopfyldning, e-handel og kommunikation på arbejdspladsen – og ikke mindst: Hvad god kundeservice egentlig kræver.

Første skoledag er fredag den 1. august 2025. Susanne ser frem til at byde velkommen til et hold fuld af nysgerrighed og gåpåmod.

Læs videre