Skip to main content

Jan Petersen siger farvel med musik

Efter 27 år som musiklærer på FGU Vejen blev Jan fejret med en stor afskedskoncert, der samlede både elever og tidligere elever til en rørende afsked.

Efter 27 år med guitar, fællessang og masser af musikalsk glæde sagde musiklærer Jan Petersen farvel til FGU Vejen. Og det blev naturligvis markeret med det, han holder allermest af – en koncert.

Sammen med eleverne havde Jan øvet op til en stor afskedskoncert for hele skolen og de mange gæster, der var mødt op for at fejre ham. Musikken fyldte rummet – præcis som Jan har fyldt skolen med musik, energi og varme gennem næsten tre årtier.

Jan har haft en helt særlig evne til at få musikken til at samle mennesker. Uanset om eleverne havde spillet før eller ej, fik han dem til at tro på sig selv og finde glæde i samspillet. Hans engagement og nærvær har haft stor betydning – både for musikken på skolen og for de mange elever, han har mødt på sin vej.

Selvom det længe har været kendt, at Jan ville gå på pension, når tiden kom, var der både smil og rørte øjne, da han blev hyldet ved en uformel reception. Her deltog kollegaer, samarbejdspartnere og til Jans store overraskelse – tidligere elever, som havde fundet vej for at sige tak.

Jan overlader nu stafetten til sin mangeårige teammakker Line, der pr. 1. april er trådt ind som fagtemalærer på Musisk og kunstnerisk produktion. Og selvom Jan nu nyder sit otium, har han lovet, at vi ikke har hørt det sidste fra ham – han kigger forbi som gæsteunderviser, når muligheden byder sig.