Uge 7 var fælles
projektuge på FGU
Uge 7 bød på en spændende projektuge fyldt med oplevelser og læring for eleverne på FGU Kolding & Vejen. I Kolding var hele elevgruppen bl.a. samlet på AMU, for at blive klogere på førstehjælp på arbejdspladsen, så de nu er endnu bedre rustet til at håndtere uforudsete situationer… Vejen tog hele jorden rundt.
Kolding havde forskelligt tema hver dag. Fx var kreativiteten i højsædet. På skulpturværkstedet arbejdede eleverne med formgivning og lavede flotte, detaljerede figurer i ostevoks. Andre elever kastede sig ud i at lave kreative skulpturer, mens nogle arbejdede med spændende formgivningsprojekter i forskellige materialer.
Onsdag stod den på fællesudflugt til Blåvand. I strålende solskin blev udsigten fra toppen af Blåvandshuk Fyr nydt, og enkelte elever var overbeviste om, at de kunne se helt til England. Frisk vind i håret og røde kinder blev sikret på stranden, hvor eleverne ivrigt samlede vraggods og spændende fund fra naturen. Materialerne blev brugt til en opgave dagen efter, hvor kreativiteten for alvor blev sluppet løs.
Projektugen sluttede fredag med, at eleverne med stolthed kunne præsentere ugens resultater. Efter at have fået ny viden om førstehjælp, udfoldet sig kreativt med skulpturer og arbejdet med naturens materialer, viste eleverne deres flotte produkter frem ved en hyggelig fernisering. Det blev en uge med læring, røde kinder, masser af grin – og ikke mindst oplevelser at tage med videre.
På skolen i Vejen kørte et overordnet tema hele ugen med fokus på forskellige lande. Det er skønt at komme ud at rejse, men når økonomien ikke er til at tage alle skolens elever med ud at se verden, kan man i stedet vælge at gøre som vi gjorde og tage på en virtuel rejse under temaet: “Turen går til…”.
Eleverne havde på forhånd ved en afstemning udvalgt fire lande, som de undersøgte nærmere. Hver dag kunne eleverne vælge sig ind på et nyt hold.
Medieholdet filmede og interviewede både elever og lærere og dokumenterede dagens gang. Madholdet lavede mad fra det pågældende land, herunder også dagens kage, som blev serveret kl. 14, hvor dagens arbejde blev præsenteret for hele skolen. Her var der oplæg om en dag i hovedstaden, hvor nogle blev ganske overraskede over, hvor store prisforskelle der er i Europa, og opslag med historiske og kulturelle fakta fra dagens land.