Alma drømmer om at blive ambulanceredder, og dér er det utrolig vigtigt at kunne håndtere mennesker i krise. Det lærer hun som EGU-elev med en praktisk hverdag ude i virkeligheden.
Alma er 17 år og ansat som EGU-elev på Vesterløkke 10 – Center for Midlertidigt Ophold, og hun kunne ikke være mere tilfreds med sin hverdag. ”Jeg er virkelig glad for mit arbejde her. Det er en fornøjelse at være sammen med beboerne, og jeg lærer noget nyt hver eneste dag,” fortæller Alma.
EGU står for Erhvervsgrunduddannelse og er et praktisk uddannelsestilbud til unge, der foretrækker at lære gennem praktisk arbejde frem for traditionel skolegang. Uddannelsen består af både praktik og undervisning, som giver unge mulighed for at udvikle konkrete kompetencer til arbejdsmarkedet.
Alma oplever, at hun gennem sit EGU-forløb er blevet stærkere i at kommunikere med mennesker, både når livet smiler, og når det gør ondt. Netop denne evne til at tale med folk i forskellige livssituationer ser hun som afgørende for sit drømmejob som ambulanceredder.
”Jeg drømmer om at blive ambulanceredder, og dér er det utrolig vigtigt at kunne håndtere mennesker i krise. Mit arbejde her på Vesterløkke giver mig netop det fundament, jeg har brug for,” siger Alma.
På Vesterløkke opbygger Alma de faglige og personlige kompetencer, der vil gøre hende klar til fremtidens udfordringer. EGU-forløbet giver hende både selvtillid og erfaring – to ting, der er helt uundværlige, når man som Alma ønsker en fremtid, hvor man hver dag gør en forskel for mennesker i nød.