Skip to main content

Meget mere end bare undervisning

Hverdagen på AGU (Almen Grunduddannelse) er en kombination af faglig læring, personlig udvikling og socialt fællesskab. Eleverne bliver ikke kun rustet til fremtiden med færdigheder inden for dansk, matematik og identitet, men oplever også, hvordan trivsel og samarbejde på tværs af holdene skaber en stærk sammenhængskraft på FGU.

Vi har bedt eleverne om at selv at fortælle om AGU.

Hvad laver man på AGU?
På AGU har eleverne dansk tre gange om ugen og matematik to gange om ugen. Undervisningen foregår både selvstændigt og i grupper, og der er altid plads til at hjælpe hinanden. Mandage efter frokost står på identitet og medborgerskab, som minder om samfundsfag, men med fokus på personlig udvikling. Tirsdage og torsdage bruges efter frokost på valgfag, mens fredage afsluttes med klassens time, hvor der ofte er plads til hyggelige aktiviteter som gåture eller film.

Hvordan foregår hverdagen?
Dagen starter med fælles morgenmad i kantinen kl. 8:20. Fra kl. 8:45 til 12:00 er der undervisning med en pause kl. 10:00. Efter frokost kl. 12:00 fortsætter dagen med forskellige aktiviteter, afhængigt af ugedagen. Det kan være valgfag, identitet og medborgerskab eller lektiecafé. Fredage afrundes med klassens time, hvor der er fokus på fællesskab og hygge.

Hvad er formålet med AGU?
Formålet med AGU er at forberede eleverne til videre uddannelse eller arbejdsmarkedet. Gennem opgaver som portfolio til eksamen arbejder eleverne individuelt eller i små grupper for at styrke deres faglige og kommunikative kompetencer. AGU er opdelt i niveauer, hvor AGU 1 er mere fagligt krævende og forbereder til gymnasiale uddannelser, mens AGU 2 giver plads til individuelle behov og lidt mere tid til opgaverne.

Hvad er forskellen på AGU 1 og AGU 2?
AGU 1 er målrettet elever, der ønsker at fortsætte på en gymnasial uddannelse og kræver større fagligt engagement. AGU 2 giver mere plads til elever, der har brug for et langsommere tempo og ekstra støtte. Begge niveauer fokuserer på at møde elevernes behov og udfordringer og giver mulighed for at skabe en personlig eksamensportfolio.

Hvordan er fællesskabet med resten af skolen?
Morgenmad og frokost i kantinen sikrer, at eleverne på tværs af holdene føler sig som en del af et større fællesskab. Aktiviteter og opgaver, der involverer flere hold, samt de blandede valgfag, styrker sammenholdet yderligere og binder hele skolen sammen som én stor enhed.

Hvilke valgfag kan man vælge?
To gange om ugen deltager eleverne i valgfag, som giver mulighed for både faglig og personlig udvikling. Udvalget spænder fra samfundsfag og engelsk til kreative fag som brætspil og film- og bogklub. For de fagligt orienterede kan man vælge eksamensfagene samfundsfag og engelsk. Valgfagene giver også eleverne mulighed for at møde og arbejde sammen med andre fra hele skolen.

AGU på FGU er meget mere end undervisning – det er et sted, hvor eleverne kan udvikle sig både fagligt og personligt i et trygt og støttende miljø.